“ånde” konjugieren

Konjugation “ånde”


Indikativ


Nutid

jeg

ånder

du/De

ånder

han/hun/den/det

ånder

vi

ånder

I/De

ånder

de

ånder

Datid

jeg

åndede

du/De

åndede

han/hun/den/det

åndede

vi

åndede

I/De

åndede

de

åndede

Førnutid

jeg

har åndet

du/De

har åndet

han/hun/den/det

har åndet

vi

har åndet

I/De

har åndet

de

har åndet

Førdatid

jeg

havde åndet

du/De

havde åndet

han/hun/den/det

havde åndet

vi

havde åndet

I/De

havde åndet

de

havde åndet

Fremtid

jeg

vil ånde

du/De

vil ånde

han/hun/den/det

vil ånde

vi

vil ånde

I/De

vil ånde

de

vil ånde

Imperativ

Bydemåde

ånd

Participium

Lang tillægsform

åndende

Kort tillægsform

åndet